| Måske oplever du, at du ofte slet ikke kan tage dig sammen til at læse lektier eller få lavet dine opgaver. Der kan være mange (gode) grunde, men nogle af dem kan du selv ændre på. F.eks.:
Har du mulighed for at arbejde uforstyrret? Hvis 'nej' så tag en snak med dem, du bor sammen med, og aftal, hvornår du læser, og hvornår de skal undgå at forstyrre dig.
På hvilket tidspunkt af døgnet kan du bedst koncentrere dig? Læg mærke til, hvornår du har mest energi og prøv at planlægge din lektielæsning efter det.
Er der plads nok på dit skrivebord? Hvis ikke, så fjern alle overflødige ting. Hent en kasse i supermarkedet og læg tingene heri – så kan du altid finde dem, hvis du skal bruge dem....
Er belysningen i orden? Læg et spejl, hvor du plejer at lægge din bog, og check om lyset skinner i øjnene. Hvis 'ja' så flyt på lampen.
Bevæg dig Aftal med dig selv, at du f.eks. sidder ned i 15 minutter ad gangen (stil evt. et æggeur). Lav herefter noget andet i ca. 5 minutter – gå lidt rundt, dans, stræk dig, træk lidt frisk luft.....
Giv dig selv en belønning Lov dig selv, at når du f.eks. er færdig med den danske stil, må du spille computer i en halv time.
Sæt realistiske tidsfrister Tidsfrister har det bedst, når de overholdes. Det har du også. Det modsatte giver dårlig samvittighed og stresser. Sæt dine tidsfrister, så de har lidt margin – på den måde opnår du, at du ofte har tid til overs. Ganske gratis!
Manglende koncentration og tanker på langfart? Læg en lille blok ved siden af dig, når du læser lektier. Skriv herefter ned på den hver gang du kommer til at tænke på noget andet. Nu står det der – og du kan frigøre dine tanker til det, du var ved.....
Lav lister Hvis du synes, du har rigtig mange ting, du skal have lavet, kan det være nyttigt at lave en liste. Du får overblik og slipper for følelsen af 'ikke at ane, hvor du skal begynde, og hvor du skal ende'.....
Du kan eventuelt nummerere emnerne og lade en terning bestemme, hvad du skal starte med.
Noget af det allerbedste ved lister er i øvrigt at strege fuldførte opgaver ud!
Brug dine venner Find en god kammerat at lave lektier sammen med. I kan hjælpe hinanden med at holde hinanden i gang – og det er jo ikke forbudt også at hygge sig lidt ind i mellem.
Divide and conquer Del store opgaver op i mindre portioner – husk at begynde i god tid.
Hvad skal jeg skrive? Fænomenet kaldes også skriveblokering.... men ofte skyldes det, at man tror, man skal starte med en finpudset sætning og arbejde videre herfra.
Prøv en anden taktik i stedet: Tænk højt og skriv ned (du kender det nok som brainstorm). Tal med en kammerat og skriv stikord. - Eller brug din mobiltelefon, og indtal hvad du kommer i tanker om om emnet. (kilde: Anette Sundby - Studietaktik eller jagten på den røde tråd)
|