UDFORSK NYHEDERNE

På HTX lærer du at løse problemer – i fællesskab

Gruppearbejde har en helt central plads på HANSENBERG Tekniske Gymnasium, og her er det Rasmus Grau Bonde, Anna Nielsen og Emma Kiplagat, som arbejder meget koncentreret i et af gymnasiets laboratorier.

Hvordan mindsker man danskernes indtag af salt? Hvordan skærer man ned på mængden af emballage, der alligevel bare bliver smidt ud? Det er nogle af de problemstillinger, som elever på HANSENBERG Tekniske Gymnasium i Kolding finder løsninger på.

”Jeg kan rigtig godt lide, at man har en stor opgave med et endemål – frem for nogle ligegyldige opgaver. På HANSENBERG Tekniske Gymnasium føler man, at man løser reelle problemer”.

Ordene kommer fra Rasmus Grau Bonde, og de er sagt lige inden sommerferien, da han – og klassekammeraten Emma Rechnagel – kunne se tilbage på tre gode gymnasieår, hvor større projekter og samarbejde har gået hånd i hånd.

”Vi laver mange opgaver, og der er rigtig meget gruppearbejde. I begyndelsen var jeg ikke så vild med det, for jeg kunne godt lide at sidde med tingene selv. Men gruppearbejde giver bare et helt andet billede, for der kan jo være noget, man har overset. Det er så fedt nu i 3.g, for alle er gode venner, og jeg kender stort set alle på gymnasiet”, siger Rasmus Grau Bonde og tilføjer:

”Gruppearbejdet har også været med til, at jeg har udviklet mig helt utrolig meget personligt. I starten var jeg meget genert, og jeg var ikke så glad for at snakke med alle mulige andre. Men nu er jeg udadvendt og snakker med alle”.

”På HTX får man mange fag, som man ikke har haft tidligere: idéhistorie, teknologi og teknikfag. Det er megafedt, men man skal også være åben over for det”, siger Emma Rechnagel.

Samarbejde er fremtiden

Emma Rechnagel er enig i, at nogle elever måske lige skal vænne sig til, at mange opgaver skal løses i fællesskab:

”Gruppearbejde har en helt central plads på HANSENBERG Tekniske Gymnasium, og det var en af de ting, jeg lige skulle overveje, inden jeg startede her, for jeg har altid haft det lidt svært med gruppearbejde. Og man får jo både ansvar for sig selv og sine gruppekammerater. Man kan ikke bare sætte sig hen i et hjørne, for så trækker man de andre med ned”.

”Men så tænkte jeg, at hvis jeg ville blive bedre til gruppearbejde – og udfordre mig selv – skulle det være her på HANSENBERG Tekniske Gymnasium. Og jeg er blevet meget bedre til at arbejde i grupper, og den kompetence skal jeg bruge i fremtiden, for på arbejdsmarkedet skal man jo kunne finde ud af at arbejde tæt sammen med andre”.

Spændende projekter

Gruppearbejde er et af de områder, der kendetegner en teknisk studentereksamen – og det samme er virkelighedsnære fag, forklarer Emma Rechnagel:

”På HTX får man mange fag, som man ikke har haft tidligere: idéhistorie, teknologi og teknikfag. Det er megafedt, men man skal også være åben over for det”.

”Samtidig har underviserne meget forskellige baggrunde. De har været ude på arbejdsmarkedet – for eksempel som ingeniører. Det er med til at gøre undervisningen virkelighedsnær, og det kendetegner bare HANSENBERG Tekniske Gymnasium”.

I løbet af gymnasietiden har Emma Rechnagel og Rasmus Grau Bonde arbejdet med mange spændende projekter. Hvis de hver især skal nævne et enkelt projekt, som har betydet meget for dem, er det netop inden for et par af de helt særlige fag på HTX:

”Til vores prøveeksamen i teknologi var jeg i en fantastisk gruppe, og vi fik 12 for vores opgave. Vores produkt var en beholder – eksempelvis til havregryn – der kan hænges op i supermarkedet. Så kunne man som kunde tage sin egen krukke med – og kun betale for den mængde, man reelt har brug for. På den måde skærer man også ned på emballage, der bare bliver smidt ud”, fortæller Rasmus Grau Bonde.

”Mit teknikfag hedder ”Proces, levnedsmiddel og sundhed”, og i vores eksamensprojekt har vi fået totalt frie rammer, så vi arbejder med noget, der interesserer og inspirerer os. I vores gruppe har vi prøvet at producere et sundere alternativ til traditionel salatost, som jo indeholder meget salt. Og i Danmark spiser vi generelt for meget salt, hvilket ikke er så godt”, forklarer Emma Rechnagel.

 

Rasmus Grau Bonde fortæller, at det er en af hans lærere på HANSENBERG Tekniske Gymnasium, som har givet ham idéen til, hvad han vil læse videre til.

Klar karriereplan

Sundhed betyder i det hele taget meget for Emma Rechnagel, som valgte at tage en HTX, fordi hun gerne ville være læge:

”Jeg havde ikke lyst til at have alle de – for mig – unødvendige fag på et alment gymnasium. Måske vil jeg stadig læse medicin, men i første omgang skal jeg have et sabbatår. Måske endda to, for jeg vil gerne bo i Australien i et helt år og arbejde som au pair, og så har jeg brug for at tjene penge, inden jeg skal af sted”.

Rasmus Grau Bonde har en helt klar karriereplan:

”Jeg vil gerne være civilingeniør i lyd og akustik. Jeg går meget op i musik, og jeg spiller selv guitar. Min drøm er at udvikle videre på højtalere og forstærkere. Det er en af mine lærere her på HANSENBERG Tekniske Gymnasium, der har inspireret mig i den retning, så det er noget, jeg først har fundet ud af, at jeg ville, efter at jeg startede på gymnasiet”.

På HANSENBERG Tekniske Gymnasiums hjemmeside – hbgym.dk – kan du se meget mere om, hvad en HTX indebærer.

PRESSEKONTAKT

For mere information kontakt

Journalist og presseansvarlig
Anne Louise Mikkelsen

alm@hansenberg.dk
Direkte 7932 0583